Sommeren 2026 er ved at være slut, og for en gangs skyld har jeg faktisk holdt fri.
Ingen commits. Ingen pipelines der brænder. Ingen "jeg tjekker lige en enkelt ting" klokken 23 om aftenen. Bare sol, vand, familie, og de små ting man glemmer eksisterer når man har hovedet begravet i YAML og Bicep-moduler.
Det er sjovt hvor meget hjernen først protesterer, og så pludselig giver slip. De første par dage sad jeg og fumlede med telefonen ud af ren vane. Fjerde dag opdagede jeg at himlen faktisk har farver.
Jeg har samlet billederne, noterne og et par af de bedre historier på en lille side for sig selv:
Ikke fordi verden har ventet på mit ferie-photodump. Men fordi jeg selv gerne vil kunne finde det igen om fem år, og fordi det føles rigtigt at have et sted der ikke handler om kode.
Nu er jeg tilbage. Indbakken er en katastrofe, NordBytes venter, og jeg har en liste af artikler jeg skal have skrevet færdig.
Men lige nu, mens jeg skriver det her, kan jeg stadig lugte havet.
Det holder ikke længe. Det ved jeg godt.
Henter kommentarer...